Særudstilling på Gavnø Slot

Til Bal paa Slottet

3/8/2026

I Gavnø Slots historiske sale mødes 33 spektakulære hoved- og hårsmykker skabt af nogle af Danmarks dygtigste guldsmede og smykkedesignere. Heriblandt er to unika hårsmykker skabt af Charlotte Lynggaard og Sofia Lynggaard Normann. Gå på opdagelse blandt de kunstneriske kreationer og oplev et univers, hvor smykkekunst, historie og håndværk mødes.

Funky Stars hårsmykket er designet af Charlotte Lynggaard og har et ekspressivt udtryk i flere niveauer – som en funklende stjernekaster – udført i 18 karat guld og brillantslebne diamanter i forskellige størrelser. I fokus er to store stjerner skabt med diamanter i forløb, mens enkeltstående diamanter svæver for enden af stjernespidserne og danner indtryk af en strålende stjernehimmel. Designet udspringer af Funky Stars kollektionen og forener et moderne formsprog med inspiration fra 1920’erne – med et strejf af glamour og tidløs elegance. Stjernemotivet er en tilbagevendende fascination i Charlotte Lynggaards univers, hvor det indkapsler en særlig magi og vækker håb, drømme og fantasi.

Bird Family hårsmykket er designet af Sofia Lynggaard Normann og udspringer af hendes nyeste smykkekollektion, Bird Family, hvor små skabninger bliver til en fortælling om familie, fællesskab og livets bevægelser. Fuglen symboliserer forbindelsen mellem generationer, og netop denne fugl repræsenterer familiens overhoved – klog og beskyttende. Smykket er en hyldest til den usynlige tråd mellem dem, vi elsker, og en poetisk påmindelse om, at vi alle er en del af en rede, en flok, en historie. Hårsmykket er skabt i 18 karat guld, en rubin, en blå turmalin og en grøn turmalin. Guldets overflade er omhyggeligt satineret, silkemat og poleret for at tilføre designet dybde og en unik tekstur.

På Gavnø Slot

Oplev udstillingen

På Gavnø Slot

Slottets omgivelser danner en stemningsfuld ramme om særudstillingen Til Bal på Slottet og inviterer til en rejse gennem smykkekunst og dansk historie. En historie, der strækker sig tilbage til 1402, hvor slottet blev grundlagt af Dronning Margrete I. Til Bal på Slottet kan opleves fra den 19. juni til den 15. november 2026. Læs mere og se besøgstider på www.gavnoe.dk.